Europa skal gå forrest i verden, og Danmark skal gå forrest i Europa. Vi kan kun løse klimakrisen, hvis vi får flere med. Danmark står for en forsvindende lille del af verdens samlede udledning, og det er ikke nok, hvis kun vi gør noget. Løsninger skal findes gennem EU-samarbejde.
Danmark er et foregangsland inden for grøn omstilling og energieffektivitet. Rollen forpligter, og derfor mener Socialdemokratiet, at EU skal gøre mere for den grønne omstilling. EU skal hæve barren i den globale klimakamp og vise vejen til klimaneutralitet ved bl.a. at sikre en hurtigere udfasning af fossile brændsler og markante fremskridt i energieffektivisering. Og så skal vi have meget mere vedvarende energi. Socialdemokratiet vil arbejde for en elektrificering af hele EU og et fælles elmarked til gavn for klimaet og forbrugeren.
Vi skal tiltrække klimavenlige investeringer i hele Europa. Europa skal være stedet, hvor avanceret teknologi, grønne løsninger og innovation af højeste kvalitet udvikles, produceres, implementeres og eksporteres. EU er godt i gang med at sætte krav til CO2-udledningen for transport bl.a. med stop for salg af fossile brændstof-biler fra 2035. Fremtidens transport i Europa skal være helt fri for fossile brændsler.
Klimahandling og social balance skal – og kan – gå hånd i hånd. Også her går Danmark forrest, nu gælder det EU. Det vil kræve øget samarbejde med andre regioner og lande for at udvikle klimaneutrale teknologier og markeder for grøn teknologi. EU skal tage hensyn til arbejdstagerrettigheder og klima- og miljøhensyn, når nye handelsaftaler indgås.
Socialdemokratiet arbejder for et grønnere Europa. For flere skove, vildere natur og for bedre løsninger på biodiversitetskrisen. Naturen er under et enormt pres. Den vilde natur fylder mindre, og flere arter svinder ind. Der er for få sommerfugle og en for ringe forskellighed af planter, dyr og insekter i de europæiske skove.
EU skal hæve ambitionerne, når det kommer til biodiversitet og miljø. Socialdemokratiet kæmper for, at vi trygt skal kunne drikke vandet fra hanen, indånde luften fra gaden og bade i søer og i havet. Ligesom vi skal have stoppet udryddelsen af plante- og dyrearter i EU såvel som i resten af verden. Der skal være mere skov på det europæiske kontinent. Og vi skal beskytte vores drikkevand og havmiljø bedre.
Vi skal vise omverdenen, at klimahandling, velfærd og grønne arbejdspladser kan gå hånd i hånd. I Danmark har vi sat et ambitiøst mål for nedbringelse af landbrugets klimaudledninger, og fødevaresektoren er i gang med den grønne omstilling.
Den grønne omstilling af landbruget i hele Europa kræver, at vi ser indsatser og udfordringer i sammenhæng. Vi skal producere fødevarer på en mere klimavenlig måde. Her er omlægning til planteproduktion og udvikling af plantebaserede fødevarer et centralt element. Det er på tide, at hele EU gør mere for at omstille landbrugssektoren, så udledninger mindskes, biodiversiteten styrkes, og fødevarerne fortsat produceres. Vi mener, at EU -landene bør gå forrest i landbrugets klimaomstilling, dels gennem fælles EU-foranstaltninger, som der f.eks. lægges op til i Danmark. Det bør bl.a. gøres gennem en omlægning af den fælles landbrugspolitik, så landbrugsstøtten som hovedregel går til at understøtte den grønne omstilling af landbruget samt til tiltag, der kan beskytte klima og biodiversitet.