Danmark er et eksportland. Det europæiske samarbejde har skabt tusinder af jobs, øget vores velstand og dermed skabt fundamentet for vores velfærdssamfund. Sammen med den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler løn- og arbejdsvilkår, er det opskriften på succes. Det skal vi holde fast i.
EU skal skabe forudsætningerne for en bæredygtig vækst og flere gode arbejdspladser. Det kræver målrettede investeringer i bl.a. grøn teknologi og digital omstilling. Den økonomiske politik i EU skal styrke levevilkårene i medlemsstaterne uden at søge en harmonisering af de enkelte landes samfunds- og velfærdsmodeller.
Social dumping udgør en stor trussel mod vores arbejdsmarked og danske lønmodtagere. I alt for mange tilfælde ser vi arbejdsgivere, der tilbyder udenlandske arbejdstagere løn- og arbejdsvilkår under dansk niveau.
I EU skal vi sammen sikre, at det er trygt og sikkert at gå på arbejde. I dag bliver alt for mange nedslidte, stressede eller udsat for skadelige stoffer. Over 3.300 europæere mister hvert år livet i arbejdsulykker, og 120.000 dør af arbejdsrelateret kræft.
Det skal ske gennem et tæt samarbejde med den danske og europæiske fagbevægelse i fuld respekt for nationale modeller. Her spiller EU også en afgørende rolle. Vi foreslår, at udenlandske arbejdstagere får et særligt ID-kort med information om bl.a. arbejdsgiver, skattebetaling og lønvilkår. På den måde sikrer vi, , at vi bedre kan håndhæve, at danske løn- og arbejdsvilkår også gælder for udenlandske arbejdstagere.
Fremtidens arbejdsmarked skal være trygt. Det handler om sikkerhed, ordentlige arbejdsvilkår og lige løn uanset køn, alder og herkomst. Vi vil ikke acceptere diskrimination, working poor, tårnhøj ungdomsarbejdsløshed eller trusler mod organiseringsretten i Europa. Socialdemokratiet bakker op om, at alle medlemslande arbejder for EU's Sociale Søjle, som sætter ambitiøse mål for borgernes rettigheder på socialarbejdsmarkedsområdet.
Samtidig skal EU holde sig fra at indføre lovgivning, der bryder med principperne for de nationale aftalemodeller. EU skal respektere den danske model.
Socialdemokratiet vil arbejde for en større fælles europæisk indsats mod social dumping.