EU-direktiver fastsætter en række mål og minimumsstandarter. Direktiverne bruges til at sørge for ensartede vilkår på tværs af EU.
Medlemslandene bestemmer selv, hvordan de vælger at opnå målene og standarterne. Det er også op til landene selv at lave den lovgivning, som skal sikre, at landene når i mål og får implementeret det givne direktiv.
EU-forordninger er i modsætning til direktiver direkte bindende i medlemslandene. Det betyder, at EU bestemmer, hvordan de danske myndigheder skal håndhæve forordningerne.
Derved gælder forordninger i Danmark, uden at den danske regering aktivt har vedtaget dem.
Forordninger bruges blandt andet, når man skal ulovliggøre farlige kemikalier.
Intergrupper er interessegrupper for medlemmerne af Europa-Parlamentet, som har en særlig interesse i et bestemt og måske niche emne.
Intergrupper går på tværs af partier og er en uofficiel måde, hvor medlemmerne af Europa-Parlamentet mødes og diskuterer de emner, som optager dem på tværs af politiske grupper.
Plenarmøder bliver holdt hver måned i Strasbourg, hvor medlemmerne af Parlamentet deltager. Her diskuteres et politisk emne, og efterfølgende stemmes der om ny politik og lovgivning. Der skal være mindst en tredjedel af medlemmerne til stede, før der kan stemmes.
Plenarmøder bliver afholdt som demokratiske samlinger, hvor de forskellige politiske grupper får lov at udtale sig om deres holdninger til relevante politiske emner.
Det er her Europa-Parlamentet vedtager direktiver, forordninger og resolutioner.
I Europa-Parlamentet er man medlem af en politisk gruppe i stedet for et politisk parti. Det betyder også, at de danske socialdemokrater sidder sammen med de svenske socialdemokrater i den gruppe, som hedder Socialist and Democrats.
Der er 7 forskellige politiske grupper i Europa-Parlamentet:
- Socialist and Democrats. Her sidder de danske socialdemokrater.
- European People's Party. Har sidder de danske konservative, og Liberal Alliance.
- Renew Europe. Her sidder de danske Venstre-medlemmer, Moderaterne og Radikale Venstre.
- The Greens. Her sidder de danske SF'ere.
- European Conservatives and Reformists. Her er Danmarksdemokraterne medlemmer.
- Identity and Democracy. Her sidder de danske DF'ere.
- The Left. Her sidder de danske medlemmer fra Enhedslisten.
I Europa-Parlamentet arbejder man for sine egne og sin gruppes overbevisning. Det betyder også, at de danske medlemmer af Europa-Parlamentet ofte er uenige med hinanden og enige med deres gruppefæller fra andre EU-lande.
Resolutioner bliver brugt af Rådet og Europa-Parlamentet til at udtrykke politiske holdninger og ønsker.
Resolutioner er ikke juridisk bindende, men kan bruges til at opfordre og til at anmode Kommissionen, medlemsstater og andre EU-institutioner om udarbejdelse af politiske tiltag, forslag og foranstaltninger.
SWIFT-samarbejdet står for Society for Worldwide Interbank Financial Telecommunication.
Samarbejdet er etableret mellem EU-medlemslandene og sikrer, at internationale finansielle transaktioner er nemme, mulige og overholder lovgivningen, herunder beskyttelse af persondata og bekæmpelse af økonomisk kriminalitet som hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme.
Trilogforhandlinger bruges til politiske forhandlinger mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Kommissionen sidder også med til forhandlingerne. Når Ministerrådet og Europa-Parlamentet når til enighed, har man færdigforhandlet et direktiv eller en forordning. Derefter mangler man kun at stemme i de to institutioner om den endelige bekræftelse.
Trilogforhandlingerne spiller en central rolle, når der skal forhandles lovgivning igennem, og det er her, de to lovgivende magter bliver enige.