<h1>Europa-Parlamentet</h1>

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet repræsenterer EU-borgerne. Her sidder i alt 705 medlemmer fra de 27 medlemslande. Disse medlemmer er de eneste politikere i EU-systemet, der er direkte valgt af borgerne i deres land, når der er valg til Europa-Parlamentet hvert 5. år. Antallet af medlemmer, som hvert land har i Europa-Parlamentet, varierer og udregnes på baggrund af befolkningstal. Danmark har 14 medlemmer af Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentet udgør en central del af Den Europæiske Unions lovgivende forsamling. Ligesom Ministerrådet er Europa-Parlamentet nemlig en af de lovgivende magter. De skal altså blive enige med Ministerrådet, før en lovgivning bliver gældende.

I Europa-Parlamentet repræsenterer de danske medlemmer ikke Danmark i samme grad som i Ministerrådet. De er valgt ind for deres respektive partier og sidder i politiske grupper sammen med andre, der har samme politiske overbevisning som dem selv. Der er syv forskellige politiske grupper i Europa-Parlamentet. Derudover er der 27 udvalg for forskellige områder. Medlemmerne sidder i nogle af disse udvalg, hvor de arbejder for forskellige politiske områder.

Der er 7 forskellige politiske grupper i Europa-Parlamentet: 
  • Socialist and Democrats. Her sidder de danske socialdemokrater.
  • European People's Party. Har sidder de danske konservative, og Liberal Alliance.
  • Renew Europe. Her sidder de danske Venstre-medlemmer, Moderaterne og Radikale Venstre.
  • The Greens. Her sidder de danske SF'ere.
  • European Conservatives and Reformists. Her er Danmarksdemokraterne medlemmer.
  • Identity and Democracy. Her sidder de danske DF'ere. 
  • The Left. Her sidder de danske medlemmer fra Enhedslisten.