Niels kæmper en ambitiøs klimakamp i EU. Han ønsker, at der gennemføres massive investeringer i vedvarende energi og energieffektivisering i EU. Planeten bliver varmere og varmere, isen smelter, og vejrforhold ændrer sig. Det er en afgørende opgave at omstille den måde, EU-borgerne lever på i dag til at være mere bæredygtig og grøn.
Niels foreslår blandt andet bindende krav til reduktion af energiforbruget de kommende år, at stille lovkrav til at flere bygninger skal energirenoveres hvert år, og datacentre skal kobles på fjernvarmenettet, så vi kan bruge overskudsvarmen til at varme vores huse op i stedet for at fyre for gråspurvene.
EU skal gå forrest i klimakampen og presse de andre store økonomier til at følge trop!
Derudover har Niels et stort politisk fokus på bekæmpelse af skattely. Det gør han blandt andet igennem sit arbejde som chefforhandler på Europa-Parlamentets rapport om skattelyskandalen ”Pandora Papers”, der er det største læk af dokumenter fra finanssektoren nogensinde, og som viser, hvordan politikere og rige mennesker gemmer formuer i skattely.
Her leder han arbejdet omkring, hvilke initiativer og lovgivning der bør indføres i EU for at stoppe svindlen. Et af de forslag, han sammen med sine kollegaer er kommet med, og som der nu er indgået en international aftale om, er at indføre en international minimumsselskabsskat. Derudover ønsker han også at indføre regler for øget gennemsigtighed i banksektoren, så man ikke længere kan gemme sig bag en lang kæde af skuffeselskaber.
Niels kæmper også en brav kamp for bedre dyrevelfærd. Han arbejder blandt andet for at indføre en en lov, der udfaser bure i landbruget og på den måde giver dyrene mere frihed. Derudover arbejder han for at indføre en 8-timers grænse for lange dyretransporter på de europæiske landeveje og at stoppe dyreforsøg i forbindelse med udviklingen af kosmetiske produkter.
Niels sidder i Udvalget for Industri, Forskning og Energi. Derudover er han stedfortræder i Økonomi- og Valutaudvalget og Underudvalget om Skatteanliggende.
I Udvalget for Industri, Forskning og Energi arbejder de med vedvarende energi på tværs af medlemslandene. Generelt set fokuserer ITRE-udvalget på spørgsmål vedrørende industripolitik, forskning, innovation og energi i EU. Dets opgaver kan omfatte udformning af lovgivning, udarbejdelse af rapporter, evaluering af EU's politikker på disse områder og samarbejde med andre institutioner som Kommissionen og Rådet for at fremme EU's mål på disse områder.
I Økonomi- og Valutaudvalget arbejder de med lovgivningsarbejde vedrørende økonomisk styring, monetær politik, finansielle tjenester, bank- og finansvæsen, skattepolitik og budget. Generelt set spiller ECON-udvalget en central rolle i udviklingen af EU's økonomiske politik og sikrer, at EU's økonomi fungerer effektivt og bæredygtigt til gavn for dets borgere.
Niels er næstformand for Delegationen for Forbindelserne med Den Arabiske Halvø.
Derudover er han også næstformand i Intergruppen, som arbejder med dyrevelfærd.