<h1>Europa-Parlamentsvalget</h1>
Vores kandidater til

Europa-Parlamentsvalget

Den 9. juni 2024 skal danskerne til valg. Der skal vælges 14 danskere til Europa-Parlamentet. Herunder kan du læse om vores 10 kandidater til Europa-Parlamentsvalget.

Mew 0895 Christel Schaldemose Ep
Christel Schaldemose

Mit navn er Christel Schaldemose, og jeg har siddet i Europa-Parlamentet de sidste snart 18 år. I de 18 år har jeg arbejdet for at gøre hverdagen tryggere for danskerne.

Jeg har sikret tryghed online, da jeg som chefforhandler for Parlamentet tog greb om tech-giganternes usolidariske forretningsmodeller med Digital Services Act. Også når det har omhandlet farlig kemi i produkter – så har jeg altid stået på forbrugerens side.

Det kommer jeg til at fortsætte med.

Niels Fuglsang 1
Niels Fuglsang

Jeg hedder Niels Fuglsang, og jeg blev valgt til Europa-Parlamentet i 2019 for Socialdemokratiet.

Jeg har boet i London som ung og arbejdet som tjener. Her så jeg et enormt skel mellem rig og fattig, som vi ikke på samme måde har haft i Danmark. Det minder mig dagligt om, at vi har opbygget et godt og solidarisk samfund i Danmark, som vi skal passe på. Nogle af vores udfordringer kan vi dog ikke stå alene med – for eksempel når det kommer til klimaforandringer, skattely og dyrevelfærd på tværs af grænser – og her handler det om at opbygge et stærkt europæisk fællesskab.

Marianne Vind Kandidat EPV 2024 (1)
Marianne Vind

Det er summen af et helt livs erfaringer, som jeg har med mig i Europa-Parlamentet.

Jeg stillede op til Europa-Parlamentet, fordi jeg kunne se, at der manglede en kandidat, som ville gå forrest i kampen for vores danske model, gode lønninger, sikre arbejdspladser og en grønnere fremtid. Derfor er jeg glad for at repræsentere danskerne og kæmpe for mine mærkesager hver eneste dag. Det er et stort privilegium for mig kæmpe for demokratiet i Europa-Parlamentet. 

Magnus Barsoee Pressebillede Lasse Svankjaer
Magnus Barsøe

Jeg har arbejdet i den private sektor hele mit liv, men stiller nu op i politik, fordi jeg skylder mine drenge på fire og syv år at handle, når vi alle kan se, at kloden bogstaveligt talt brænder. Jeg bliver også godt gammeldags vred, når jeg ser grådige banker skovle milliarder hjem, mens almindelige familier slås for at få hverdagen til at hænge sammen. Og vil man forandre det, foregår det i høj grad i Bruxelles.

Forudsætningen for velfærd er velstand. Derfor er jeg optaget af, at Europa og Danmark har en stærk og solidarisk økonomi med høj lighed og fuld beskæftigelse.

Asser Mortensen Kandidat EPV 2024 (2)
Asser Mortensen

Som jeres kandidat til Europa-Parlamentet brænder jeg for at gøre Europa tryggere og mere sikkert for os alle.

Min vision er at skabe et stærkere europæisk fællesskab grundfæstet i de dyrebare værdier af demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Jeg drømmer om et Europa, hvor hver enkelt af os, inklusive os her i Nordjylland, kan føle os sikre på vores job og stole på, at vores velfærdssystem står klar til at støtte de mest sårbare blandt os.

Lad os sammen sikre et Europa, hvor tryghed, sikkerhed og fællesskab ikke bare er løfter, men realiteter for hver og en af os.

Mathias Kandidat EPV 2024
Mathias Niebuhr

Jeg stiller op til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet for at sikre vores parti en stærk og visionær stemme i Bruxelles.

Jeg brænder for at løse de internationale udfordringer, vi står over for. Klimaforandringer, krig og krænkelse af menneskerettigheder truer vores projekt. Derfor vil jeg kæmpe for et klima, vi kan leve med, og en natur, vi kan leve i. Et stærkt bolværk mod anti-demokraterne – en tryg, fri og solidarisk union.

Niels Christian Dahl Kandidat Billede Epvalg2024
Niels Christian Dahl

Jeg går til valg på, at EU skal tilbyde et alternativ til de lande, som står til at falde under russisk eller kinesisk dominans. Jeg vil kæmpe for, at EU tager mere ansvar for global ulighed, og at der gennemføres reelle klimaløsninger, som sikrer vores fremtid. Verden har brug for et stærkt EU, som står sammen om vores værdier: frihed, retfærdighed og fred. Vi skal vise, at vores idealer tilbyder en bedre verden end den, som diktatur, undertrykkelse og frygt kan bringe.

Andi Sejersen Kandidat Billede Epvalg2024
Andi Sejersen

Ansvarsbevidst paramediciner og fællestillidsrepræsentant med hjertet på rette sted.

Ved at stå op for det jeg tror på, kæmper jeg for en sund og værdig tilværelse for alle. Et retfærdigt arbejdsmarked i et trygt og bæredygtigt samfund. Sidst, men absolut ikke mindst, ønsker jeg at gå i kamp mod uretfærdighed, social dumping og ulighed. 

Tayo Lill Andreasen Kandidat Billede Epvalg2024
Tayo Lill Andreasen

Jeg går til valg på, at EU skal sikre borgerne et trygt, stærkt, grønt Europa. Der er ikke noget politisk alternativ til EU, der kan forhindre krig og ufred. Jeg vil kæmpe for et stærkt EU, der tager mere ansvar for at skabe reelle løsninger og økonomisk bæredygtighed. Det er kun i fællesskab, vi sammen kan øge indsatsen imod krige, klima og miljøkatastrofer og konsekvenser af mennesker på flugt.

Det gælder vores sikkerhed – vores fremtid i frihed og fredelig samhørighed.

Maria Radoor I Natur EPV
Maria Radoor

Jeg stiller op til EP-valget, da jeg brænder for at styrke den globale sundhed og menneskerettighederne samt for at øge biodiversiteten og for at begrænse mængden af pesticider, PFAS og andre miljø- og sundhedsskadelige stoffer.

Jeg har startet og drevet en bæredygtig og social ansvarlig virksomhed, der hjalp psykisk og fysisk syge personer med at komme ind på arbejdsmarkedet.