Mandag den 15. december 2025 kl. 09.15–15.10 Christiansborg, Fællessalen
Hvordan styrker vi demokratiet og ligestillingen i en tid, hvor fundamentale rettigheder igen er under pres i hele EU?
I anledning af det danske EU-formandskab inviterer Socialdemokratiet sammen med en række partnere til en stor konference på Christiansborg, hvor vi samler politikere, internationalt anerkendte eksperter, forskere og repræsentanter fra civilsamfundet for at sætte fokus på demokrati og ligestilling i Europa i en digital tidsalder.
Vi står midt i en tid, hvor antirettighedsbevægelser vinder frem i hele Europa, og hvor digitale platforme i stigende grad skubber til polariseringen mellem kønnene. Det udfordrer ikke bare kvinders rettigheder – men også vores fælles demokratiske samtale.
Vi ser nærmere på, hvordan kvinder og mænd oplever den digitale offentlighed, hvordan usunde onlinefællesskaber går målrettet efter kvinder – og hvordan EU kan stå fast på kvinders rettigheder som fundamentale værdier.
Der vil være let servering i løbet af dagen og dagen vil slutte med mulighed for at netværke.
Værter ved konferencen vil være: Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet og Gunvor Wibroe, medlem af Folketinget.
Konferencen finder sted Mandag d. 15. december på Christiansborg og tilmelding er nødvendig.
Tilmeld dig her og vær med til en spændende dag i ligestillingens tegn.
Konferencen er blevet til i et samarbejde mellem Socialdemokratiet, Sex & Samfund, Nyt Europa og Institut for Menneskerettigheder og er støttet af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet ligger alene hos tilskudsmodtager.
Foreløbigt program:
09:15–09:30: Ankomst og registrering. Dørene til Christiansborgs besøgsindgang åbner.
09:30–10:00: Kaffe og croissant. Let morgenservering. Mulighed for uformel snak før dagens program.
Velkomst og introduktion til dagen v/ Marianne Vind, Gunvor Wibroe Kort introduktion til temaet og dagens form: hvordan styrker vi demokratiet og ligestillingen i en digital tidsalder?
Session 1: Kvinder i den digitale offentlighed
Digitale platforme giver nye muligheder for at deltage i den offentlige samtale – men også nye former for had, chikane og usynliggørelse. Hvad betyder det for kvinders stemmer i demokratiet, og hvordan kan vi skabe et mere trygt og lige digitalt rum? Hvordan ser det ud i EU?
Session 2: Mænd, Maskulinitet og Modstand online
Digitale fællesskaber former i stigende grad unges forståelse af køn, identitet og magt. I dele af de online miljøer vokser en kvindehadsk modkultur frem, som både påvirker unges syn på ligestilling, og truer den demokratiske samtale i Europa. Hvordan opstår de her fænomener, og hvordan kan vi forebygge radikalisering og skabe positive mandefællesskaber online?
Session 3 (på engelsk): Democracy and Women’s Rights under Pressure in the EU
Et europæisk blik på, hvordan kvindehadske og antidemokratiske bevægelser finansieres og arbejder på tværs af landegrænser — og hvordan vi forsvarer kvinders rettigheder som fundamentale værdier i EU.
Session 4: Samtalesession - Vejen fremad
Opsamlende samtale om, hvordan EU og Danmark kan stå sammen om at beskytte fundamentale rettigheder og fremme ligestilling i en digital tidsalder.
Mød blandt andre:
Claire Provost, Investigative Journalist (IJSC)
Jackie Jones, Director, Women’s Leadership – Gates Foundation
Gunvor Wibroe (A), Folketingsmedlem
Marianne Vind (A), medlem af Europa-Parlamentet
Emil Ludvigsen, Center for Digital Pædagogik
Mikkeline Thomsen, Analyse & Tal
Morten Nyegaard, Gates Foundation, Nordics
Regitze H. Rohlfing-Frederiksen, ph.d. i democratic backsliding i EU og analysechef i Nyt Europa
Samt repræsentanter fra Sex & Samfund og Institut for Menneskerettigheder

