<h1>Den yderste højrefløj får styringen med EU’s klimalov</h1>
Marianne Vind

Den yderste højrefløj får styringen med EU’s klimalov

Socialdemokraterne kæmper for at holde den grønne kurs

Udgivet: 5. august 2025

Når de næste års vigtigste grønne lovgivning i EU skal forhandles på plads, kommer chefforhandleren til at kæmpe for mindre ambitioner og langsommere handling.

Det står klart, efter at Europa-Parlamentet har overladt chefforhandlerposten for EU’s klimalov for 2040 til den højrenationale gruppe ’Patriots for Europe’. En gruppe, der blandt andet består af politikere fra Viktor Orbáns parti i Ungarn, Marine Le Pens parti i Frankrig og Dansk Folkeparti med Anders Vistisen i spidsen.

Med beslutningen har Parlamentet givet grøn indflydelse til politiske kræfter, der kæmper imod ambitiøs klimahandling. Chefforhandlerposten betyder nemlig, at det nu er Anders Vistisen og hans venner, der sidder bag rattet, når der skal sættes tempo og retning for forhandlingerne om et klimamål for 2040.

Derfor står vi over for en ny virkelighed, hvor klimamålet er blevet en kastebold i et politisk spil, hvor den grønne dagsorden risikerer at tabe. Anders Vistisen lægger nemlig ikke skjul på, at Patriots drømmer om at udvande de klimamål, Europa har sat sig. Nu har de magten til at gøre et alvorligt forsøg.

Kampen er langt fra slut

Beslutningen er en mindre katastrofe for EU’s klimaambitioner – og den kunne være undgået.

Socialdemokraterne forsøgte sammen med De Grønne og flere ansvarlige midterpartier at sikre, at højrefløjen ikke overtog processen ved at stemme for en hastebehandling af klimaloven for 2040.

Men forslaget blev stemt ned. Ikke kun af klimaskeptikerne på den yderste højrefløj, men desværre også af den store konservative gruppe EPP, hvor danske Konservative og Liberal Alliance sidder. Dermed var de med til at sende den grønne chefforhandlerpost i hænderne på en gruppe klimaskeptikere.

For det danske EU-formandskab kunne timingen næppe være dårligere. Regeringen skal nu levere resultater, mens den grønne dagsorden er kommet i alvorlig modvind. Det gør arbejdet vigtigere og sværere.

Heldigvis er kampen langt fra slut endnu. Den yderste højrefløj har fået magten over processen, men de kan ikke diktere resultatet alene. Hvis alle ansvarlige stemmer i Parlamentet står sammen, er det stadig muligt sikre et ambitiøst klimamål for 2040. Det er stadig muligt at beskytte Europas grønne førerposition.

Klimakrisen venter ikke. Den buldrer derudad. Oversvømmelser og hedebølger har denne sommer mindet os om, at tiden er knap. Europa må ikke svigte. Vi skal gå forrest.

Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet kæmper videre for klimaet og for et Europa, der ikke efterlader de kommende generationer med en uoverskuelig regning.