Af Niels Fuglsang
I Danmark producerer landbruget hvert år omkring 30 millioner grise, hvilket gør os til det land i verden med suverænt flest grise set i forhold til størrelsen på vores befolkning. Med så intensiv en produktion af grise skulle man tro, at danske slagterier må have mere end rigeligt at se til. Men virkeligheden er en anden. For i stedet for at opfede grisene og slagte dem i Danmark bliver en stadig større andel fragtet langt ned i Europa. De fleste som smågrise for at blive fedet op, men en del også som slagtesvin. Tal fra Fødevarestyrelsen viser, at der i 2022 blev sendt over 11 millioner grise ud af Danmark på lange dyretransporter.
Den måde at behandle dyr på er simpelthen ikke i orden. At transportere dyr rundt i dagevis i lastbiler er decideret umoralsk og hører ingen steder hjemme. Det er især grotesk, når vi i Danmark faktisk har slagterier, som har kapacitet til at slagte flere grise.
For et år siden måtte Danish Crown-slagteriet i Sæby dreje nøglen om, og omkring 700 slagterimedarbejdere mistede deres job. I år var det slagteriet i Ringsted, som stod for skud. Her mistede 1.200 jobbet. Lukningerne sker på baggrund af en stadig større tendens, hvor danske svin transporteres ud på lange dyretransporter for at blive opfedet eller slagtet i Østeuropa. Det er ren dyreplageri at transportere grise rundt i dagevis, og det koster hundredevis af danske arbejdspladser. Sig mig engang, hvad har vi egentlig gang i?
Efter det kommende EU-valg skal der forhandles om nye regler for dyretransporter. Vi har allerede fået et lovudkast fra EU-Kommissionen, så der kommer til at ske noget.
Som medlem af Europa-Parlamentet vil jeg arbejde for at indføre en maksimumtid for dyretransporter på 8 timer i EU. Jeg mener, grænsen bør gælde for alle dyr – også smågrise. På dette område er jeg meget uenig med Venstre, som ikke støtter en grænse på 8 timer. Grundlæggende mener jeg simpelthen ikke, vi kan være tjent med at behandle dyr på den måde, vi gør i dag. Og hvorfor ikke også sikre flere danske arbejdspladser, når vi nu har muligheden?
Læs mere om Niels' kamp for at forbyde de lange og brutale dyretransporter i hans politiske magasin.